www.hoeeghagen.dk

N y h e d e r
Hurtigt og let at bestille over internettet

- Det er både hurtigt og let at bestille varer over nettet hos Høeg Hagen og Co., der har bragt sig i front inden for dette område. Jeg kender ikke andre leverandører herhjemme, der har åbnet for muligheden for at handle direkte via nettet. Høeg Hagen og Co. har opbygget en meget brugervenlig og let overskuelig e-business-løsning. Den indeholder et fuldt sortiment, og specifikationen på hver enkelt pakke kan ses på nettet.

Sådan siger indehaveren af Søren Frichs Vejs Lavpristømmerhandel i Århus, Mogens Laustsen. Hans handler med Høeg Hagen og Co. foregår i dag udelukkende via nettet. Han har direkte netadgang til Høeg Hagens lager og kan lynhurtigt tjekke, om Høeg Hagen har den vare, han har brug for her og nu. Er det tilfældet, kan han bestille. Kort efter modtager han ordrebekræftelse, og en dag eller to senere er varen fremme på Søren Frichs Vej.

Bedre kundeservice
- Det er meget fleksibelt. Hvis en af mine kunder ringer op til tømmerhandelen med en forespørgsel på en bestemt vare, som jeg ikke har på lager, kan jeg alligevel give pågældende hurtig besked ved at taste mig ind på Høeg Hagens lager og se, om de har varen, og give min kunde besked med det samme. På samme måde kan det foregå, hvis vi får en kunde ind i tømmerhandelen. Ja, han kan faktisk kigge mig over skulderen, mens vi taster os ind på lageret for at se, om de har varen i den ønskede dimension. Han får klar besked med det samme, fortæller Mogens Laustsen og fremhæver, at han ved hjælp af systemet er i stand til at yde sine kunder en bedre service.

Det er fremtiden
- Den normale fremgangsmåde er jo den, at man ringer til en kontaktperson, og i vores travle hverdag er det bestemt ikke altid, at pågældende lige er ledig. Så skal der ringes tilbage, der går tid, og min kunde skal også vente på svar igennem mig. Der er ingen tvivl om, at e-handel er fremtiden inden for dette handelsområde, siger Mogens Laustsen.

Den århusianske lavpristømmerhandel har syv computere opkoblet på internettet. Det betyder, at medarbejderne næsten uanset, hvor de befinder sig i tømmerhandelen, kan skaffe sig hurtig adgang til Høeg Hagens hjemmeside og danne sig et overblik over, hvilke varer der er tilgængelige på lageret.

Aftaler om gængse varer
Mogens Laustsen og Høeg Hagen og Co. har endvidere indgået aftaler om en række gængse varer, som Søren Frichs Vejs Lavpristømmerhandel har en stabil afsætning af. En sådan indebærer f. eks., at tømmerhandlen forpligter sig til at afsætte 50 kubikmeter af en bestemt vare i løbet af de næste seks måneder til en fast aftalt pris, mens Høeg Hagen på sin side naturligvis forpligter sig til at have varen på lager.

- Jeg behøver således ikke have så store mængder på mit eget lager, men kan gå ind på Høeg Hagens via nettet og hjemtage 2, 3, 4, eller flere pakker træ ad gangen. Denne nye form for handel er den direkte årsag til, at vi handler mere og mere igennem Høeg Hagen og Co., siger Mogens Laustsen.

Søren Frichs Vejs Lavpristømmerhandel i Århus køber flere og flere varer hos Høeg Hagen og Co. A/S, fordi det er let og hurtigt at gå ind og bestille varerne direkte over internettet.

Høeg Hagen & Co. A/S - Havnen 18 - DK-7620 Lemvig - Tlf: (+45) 97 82 02 44 - Fax: (+45) 97 82 03 67 - info@hoeeghagen.dk