| Høeg Hagen og Co. A/S stifter nyt selskab og lægger en offensiv, trebenet strategi for fremtidens handel med trælast.
Træets vej fra rod til færdigt produkt er under forandring. Den traditionelle grossist er snart fortid. Kravene ændrer sig, og nytænkning og hurtig omstilling til nye former for handel er nødvendig, hvis man skal opnå succes.
Denne holdning har karakteriseret Høeg Hagens bemærkelsesværdige comeback som importør og distributør af træ, og den er også kernen i virksomhedens nye strategiplan, der meget betegnende har fået navnet Timber Future.
Tre forretningsområder
- Vi vil satse målrettet inden for tre forretningsområder, nemlig detailhandel med 350 danske tømmerhandlere, industrihandel med den "tunge" del af træindustrien, der ikke bliver betjent af tømmerhandlere, samt konceptsalg, der drejer sig om branding af specifikke produkter til salg igennem tømmerhandlere og store byggemarkedskæder. De tre områder er døbt Detail, Industri og Koncept, siger direktør Henrik M. Skou.
På detailområdet drejer det sig fortsat om at være en moderne effektiv importør og distributør af fyr, reglar, spærtræ, lægter, trykimprægneret træ og sibirisk lærk. Til industrien tilbyder Høeg Hagen fyr og gran i forskellige kvaliteter, emballagetræ, halvfabrikata og friskskåret/tørret. På konceptområdet drejer det sig om gulve, paneler, udvendig klædning, overfladebehandlede emner, trykimprægnerede/ forarbejdede emner og forarbejdet sibirisk lærk.
Høeg Hagen Industri
Som et led i den nye strategi har Høeg Hagen og CO i samarbejde med Peter Weis stiftet datterselskabet Høeg Hagen Industri A/S. Dette selskab skal igennem egne indkøb og agenturer formidle salget af trælast til træindustrien, blandt andre virksomhederne inden for møbel, - vindues- og emballageindustrien.
Peter Weis er en særdeles rutineret aktør inden for industriområdet. Han er tidligere medejer og direktør i Scantræ A/S og har som sådan distribueret cirka 300.000 kubikmeter træ om året til de ovennævnte industriområder.
Mere attraktiv
- Etableringen af det nye selskab vil medføre betydelige synergieffekter for forretningsområdet Detail, idet vi får en væsentlig større og mere effektiv gruppe af leverandører, fremhæver Henrik M. Skou og påpeger, at etableringen af det nye industriselskab vil betyde, at større savværksenheder vil betragte Høeg Hagen og Co. som en attraktiv distributør.
Krav om branding og markedsføring
- Der bliver i disse år gennemført meget betydelige omstruktureringer inden for savværksbranchen, og vi vil med vores opdeling af forretningsområder leve op til disse omstruktureringer. Vi vil blandt andet kunne leve op til de krav, savværkskoncernen vil stille til markedsføring og branding af et bredt sortiment af produkter over for et bredt udsnit af kunder blandt tømmerhandlere og byggemarkedskæder.
Kundens indkøber
Inden for Detail går Høeg Hagen nu et skridt videre ved hjælp af de muligheder, internettet åbner. Det drejer sig om indgåelse af såkaldte supply chain management-aftaler med tømmerhandlerne. Man kan sige, at der er tale om en moderne form for grossistvirksomhed, hvor Høeg Hagen og Co. kommer til at fungere som kundernes indkøbsafdeling.
- I sådanne aftaler får kunderne direkte adgang til vores varelagre og vores kostpriser pr. pakke. Kostprisen varierer fra dag til dag, fordi vi handler på spotmarkedet. Kunden betaler os den aktuelle kostpris og fragten plus vores provenu, der er aftalt på forhånd, fortæller Henrik M. Skou videre og oplyser, at salgskraften inden for området Detail netop er blevet forøget med ansættelsen af endnu en sælger.
Høeg Hagen og Co. satser hårdt på at blive en stor og synlig aktør inden for branchen. Som et led i sin markedsføring har virksomheden indgået en aftale med alle sine distributører om at køre med Høeg Hagens navn og web-adresse trykt på presenningerne. |