| Samarbejde udvikler sig særdeles positivt
Kvalitet og længdespecifikationer bliver vigtigere og vigtigere i forbindelse med disponering af trælast.
- Kombinationen af en gammel agent og en traditionel grossist var lidt af et eksperiment, men den har vist sig stærk, og jeg er positivt overrasket over, hvor hurtigt den har givet konkrete resultater og udbytte.
Sådan siger direktør Henrik Skou om samarbejdet og udviklingen, siden Høeg Hagen og Co. i efteråret i fjor overtog Jacob Kjellerup Trælastagentur A/S. Målet var at øge produktporteføljen til tømmerhandlerne.
Udviklingen går meget hurtigt
Kombinationen ville være helt utænkelig for bare ganske få år siden, og den er et billede af, hvor hurtigt udviklingen går. Det, der gjaldt i går, gælder ikke længere i dag, og succes afhænger i høj grad af, hvordan man er i stand til at forudse, hvordan tingene ser ud i morgen og i overmorgen.
Det nytter ikke at holde fast i gamle strategier for længe ad gangen.
Det traditionelle handelsmønster er brudt. Kunderne vil uanset konkurrencesituationen have adgang til alle produkter uden ventetid og til den rigtige pris, og de ønsker ikke at være bundet af kontraktforhold, siger Henrik Skou om øjeblikkets tidsbillede.
Hurtig distribution er et "must"
Hurtig distribution af små mængder er blevet et "must". Det har reelt betydet, at de største savværkskoncerner har langt større interesse i at samarbejde med en distributør af trælast. Samtidig kan vi konstatere, at der ikke findes et eneste savværk i verden, der kan dække alle tømmerhandleres behov indenfor trælast. Et eksempel herpå har været udviklingen i Jacob Kjellerup Trælastagenturs salg af trælast fra Karl Hedin.
Denne har igennem mange år været disponent for kvalitet til danske tømmerhandlere, men det stigende krav til distribution pressede i slutningen af 90'erne Karl Hedin og Kjellerup til at skifte salgsstrategi og vende sig mod træindustrien i Danmark.
Comeback til Hedin
Kvalitet og længdespecifikation bliver mere og mere vigtigt i forbindelse med disponering af trælast. Det er der en klar grund til. Antallet af byggefejl/reklamationer skal reduceres, for-di omkostninger til udbedring langt overstiger besparelsen på billige kvaliteter. Længdespecifikationer effektiviserer alle håndteringer fra savværk til det færdige byggeri. Karl Hedin AB har samme tro på, at forenkling i længdespecifikationen forøger effektiviteten. Derfor har det været muligt at udvikle to nye produkter til tømmerhandlere fra Karl Hedin AB.
Topkvalitet
Det drejer sig om T1-lægter i topkvalitet i de rigtige længder 4.05/4.2 meter, 5.1 meter og 5.4 meter og om sternbrædder i 5 og 6 tommer, trykimpr. kløvet gran. Her er udviklet et produkt i en gran af høj kvalitet, der reelt betyder, at der opnås en væsentlig bedre kvalitet på overfladen sammenlignet med sternbrædder i fyr til samme pris. Samtidig får man fordel af de rigtige længder på 4.05/4.2 meter, 5.1 meter og 5.4 meter.
Nyt lagersortiment fra Are-gruppen
Are-gruppen, der består af savværkerne Edane Såg, Årjæng Såg, Nøssemark og Tom Heurlin, er andre gode eksempler. Alle savværker er velkendte blandt danske tømmerhandlere, og Are-gruppen har valgt at lagerføre et fuldt sortiment til tømmerhandlerne i høj kvalitet igennem Høeg Hagen & Co. Det betyder, at vi for første gang kan levere et meget ensartet sortiment indenfor fyr i usorterede, kvinta og seksta varer fra dag til dag, siger Henrik Skou. |
 |
| Høeg Hagen & Co. A/S - lageret i Lemvig. |
 |
| Lagerchef Torben Rokkjær i fuldt sving. |
|
 |