www.hoeeghagen.dk

N y h e d e r
Tilbage på Sjælland

Høeg Hagen & Co. A/S opretter kontor i Holbæk for at forbedre servicen over for de sjællandske kunder.

Høeg Hagen & Co. A/S har ikke været repræsenteret med egen afdeling på Sjælland i de seneste næsten 20 år, men nu er den gamle velrenommerede virksomhed, der blev forvandlet til en moderne trægrossist, tilbage på sin gamle hjemmebane.

Høeg Hagen og Co. blev startet i København lige efter 2. verdenskrig, og der findes næppe en tømmerhandler, der ikke på et eller andet tidspunkt har handlet med virksomheden.

- I 2002 begyndte vi at besøge kunder og servicere dem fra Lemvig. Det viste sig hurtigt, at Høeg Hagen stadig var et kendt navn på Sjælland, hvorfor vi ofte har fået ordrer med hjem allerede ved første besøg. Vi har konstateret, at vi har den rigtige pris, kvalitet og leveringstid. Det har desværre knebet med den daglige opfølgning og service overfor de sjællandske kunder. Derfor opretter vi nu kontor i Holbæk, fortæller direktør Henrik Skou og fortsætter:

- Det er med en vis stolthed, at Høeg Hagen & Co. nu får comeback på Sjælland, og det er værd at bemærke sig, at vi ikke kommer tilbage som traditionel grossist, men som en moderne distributør af trælast, hvor kombinationen af godt købmandsskab og et effektivt servicekoncept giver kunderne den nødvendige fleksibilitet og konkurrencekraft.

Til at servicere de sjællandske kunder har Høeg Hagen og Co. ansat Niels Kjersgaard, som tidligere hos Hindenburg A/S har været kundeansvarlig overfor tømmerhandlere på Sjælland. Niels Kjersgaard starter 1. august 2003.

Niels Kjersgaard skal betjene
Høeg Hagens sjællandske kunder.

Høeg Hagen & Co. A/S - Havnen 18 - DK-7620 Lemvig - Tlf: (+45) 97 82 02 44 - Fax: (+45) 97 82 03 67 - info@hoeeghagen.dk