| Flere produkter og bedre kvalitet fra Bergkvist Insjön
Høeg Hagen & Co. bliver lagerførende i Danmark for det kendte og meget velrenommerede svenske savværk.
Kundernes stigende krav til kvalitet og ønske om bredere produktportefølje fra samme leverandør har været de væsentligste bevæggrunde for valget af Bergkvist Insjön.
Sådan siger direktør Henrik M. Skou, Høeg Hagen & Co. om baggrunden for det tætte samarbejde, der netop er etableret med det velrenommerede svenske savværk.
Usorteret kvinta og seksta i fyr
Fra Bergkvist Insjön har vi nu opbygget et lager i Danmark af usorterede, kvinta og seksta varer i fyr, så der kan leveres enkelte pakker i løbet af 1-2 dage.
Kundernes fordel bliver kvalitetsvarer til den rigtige pris og leveringstid. Kunderne vil fremover kunne regne med ensartede leverancer af samme brand, hvilket vil medvirke til at reducere kundernes lagerbeholdning af langsomt omsættelige trævarer.
Hos de fleste tømmerhandlere og byggemarkeder er der hårdt brug for pladsbesparende tiltag - en pakke træ for meget på lager, betyder mistet indtjening - det gælder om i fremtiden at sætte højeste prioritering på indtjeningen pr. kvadratmeter - et redskab, der nok skal sættes yderligere fart på i fremtiden.
NTR trykimprægnerede sidebrædder
Den høje trækvalitet fra Bergkvist kombineret med en NTR-godkendt imprægnering bliver endnu en fordel, der kommer kunderne til gode. Der opbygges et fuldt lagersortiment i alle sidebrædder i kvinta og seksta kvalitet.
Bergkvist Insjön ligger placeret i Dalarna og er privatejet. Bergkvist har tidligere været en meget stor leverandør til tømmerhandlere - Høeg Hagen & Co's distributionssystem kan løfte en volumen, der er interessant og konkurrencedygtig. Det svenske savværk
er PEFC-certifiseret og har netop investeret 220 mio. svenske kr. i en ny savlinie.
På www.bergkvist-insjon.se kan der læses mere om Høeg Hagen & Co´s samarbejdspartner. |