www.hoeeghagen.dk

N y h e d e r
E-business i hastig udvikling

Netkunderne kan nu danne sig et hurtigt overblik over afgivne ordrer og hidtidige leverancer.

Flere og flere køber træ hos Høeg Hagen & Co via internettet. Antallet af kunder med password, det vil sige med adgang til at handle direkte online, er nu vokset til 440. I takt med tilgangen af nye E-business-kunder udvikler Høeg Hagen fortsat systemet, så det bliver mere og mere attraktivt at bestille nye varer ved at klikke på tasterne.

Fra forsiden på www.hoeeghagen.dk kan kunderne med brugernummer og adgangskode under overskriften "Tjek Prisen" klikke sig ind i den elektroniske trælastforretning. Her kan man se lagerlister med specifikationer og priser og bestille sine varer let, nemt og bekvemt. Priserne er beregnet udfra kostprisen og en fast avance pr. varegruppe. Står man lige og mangler noget, er løsningen kun få klik væk.

For at give netkunderne et bedre overblik over ordrer og leverancer har Høeg Hagen & Co. indbygget yderligere to oplysningsikoner i systemet. Ved at klikke på "Ordrer" i menulinien får hver enkelt kunde et fuldstændigt overblik over hvilke varer, antal kubikmeter, dimensioner, kvalitet, pris og leveringstidspunkt, pågældende har i ordre.

På samme måde kan man ved at klikke på ikonet "Leverancer" få et totalt overblik over, hvad man hidtil har købt og fået leveret i indeværende år.

- Det er en yderligere forbedring af den kundeservice, vi hele tiden har for øje, siger direktør Henrik M. Skou og fremhæver åbenhed, overskuelighed og prissætning som vigtige årsager til væksten i nethandlen.

Grundlaget er kostprisen

Prissætningen på trælast er langt fra rationel. Det ses tydeligt i det danske marked, hvor der ofte kan være over 200 kr. pr. kubikmeter i forskel på, hvad kunder betaler for den samme kvalitet. Det besluttede Høeg Hagen at gøre op med ved at præsentere kunderne for den rette markedspris i form af officielle salgspriser på internettet i et nyt priskoncept.

Kostprisen pr. pakke er lagt til grund for prissætningen over for alle brugere med password til Høeg Hagens prissystem på internettet.

Som at handle benzin

- Det skal i princippet være lige så let at købe træ som at tanke benzin på bilen, og der er jo ingen, der tanker uden at kende prisen, siger Henrik M. Skou.

Adgang til at handle elektronisk forudsætter et password, som man får tildelt, når man tilmelder sig systemet.

Kunder med brugernummer og adgangskode får direkte adgang til den elektroniske trælastforretning på www.hoeeghagen.dk.

Høeg Hagen & Co. A/S - Havnen 18 - DK-7620 Lemvig - Tlf: (+45) 97 82 02 44 - Fax: (+45) 97 82 03 67 - info@hoeeghagen.dk