| Nyt topprodukt fra Bergene Holm
Høeg Hagen & Co. lagerfører og sælger træpiller fra det norske savværk.
En forespørgsel fra det norske savværk Bergene Holm udmønter sig nu i, at Høeg Hagen & Co. tager træpiller med ind i sit sortiment som det seneste skud på produktstammen.
- På baggrund af forespørgslen foretog vi en undersøgelse af afsætningsmulighederne, og den viste, at der rent faktisk er et stort behov for træpiller på det danske marked. Interessen har været støt stigende i takt med de stigende oliepriser, siger salgschef Lars Thorlund.
Kunderne er også nye i forhold til trælaster og byggemarkeder, der aftager de savede produkter. Der er tale om kunder, som har specialiseret sig i markedet for træpiller, flis, bark mm. Interessen blandt dem er stor, fordi Bergene Holms træpiller kvalitetsmæssigt ligger helt i top.
Bergene Holm er et stort savværk, hvorfra Høeg Hagen & Co. i forvejen aftager en række produkter nemlig imprægnerede terrassebrædder, imprægnerede klemlister, trykimprægnerede sidebrædder, T1-lægter, T1-spærtræ, høvlet udskud 22x100 og reglar. |