| Høeg Hagen der aldrig blev fundet
Polarforskeren N.P. Høeg Hagen var bror til stifteren af Høeg Hagen & Co.
I forbindelse med TV-udsendelserne i DR TV om Danmarksekspeditionen er Høeg Hagen & Co. ofte blevet spurgt, om premierløjtnant og kartograf N.P. Høeg Hagen, der omkom under ekspeditionen i Nordgrønland for 100 år siden, har nogen relationer til virksomheden i Lemvig.
Det har han. N. P. Høeg Hagen var bror til stifteren, S. Høeg Hagen, og de to brødre var hver på sit felt foretagsomme folk, der satte sit præg på det, de havde med at gøre.
På baggrund af interessen og forespørgslerne fortæller vi her lidt af historien om ekspeditionen og N.P. Høeg Hagens skæbne.
Omkring århundreskiftet lå en stor del af Grønland stadig uudforsket hen. Især Nordøstgrønland virkede dragende for de polare opdagelsesrejsende. Særligt berømt blandt ekspeditionerne blev Danmarksekspeditionen 1906-08, dels fordi den fik en tragisk udgang for nogle af deltagerne, og dels fordi man aldrig har fundet ligene af to af deltagerne på trods af mange eftersøgninger.
To hold
Ekspeditionen bestod af to hold med henholdsvis J. P. Koch og L. Mylius-Erichsen som ledere. De to hold havde hver sin opgave, og da de efter de lange slæderejser mødtes igen, havde Koch og hans mandskab løst deres opgave, men Mylius-Erichsen havde sammen med N. P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund forvildet sig ind i en "forkert" fjord. Mylius-Erichsen insisterede på at gøre et nyt forsøg på trods af, at solen nu stod højt, hvilket gjorde havisen vanskelig og farlig at færdes på.
Nåede ikke tilbage
En kæde af forskellige omstændigheder gjorde, at de tre mænd ikke nåede tilbage til basislejren, inden vinteren for alvor satte ind, hvilket blev skæbnesvangert for dem. Først i det tidlige forår 1908 fandt en eftersøgningsekspedition Jørgen Brønlunds lig og hans dagbog, hvori han bl.a. beskriver, hvor de to andres lig kunne findes. Men Brønlunds beskrivelse er upræcis - måske fordi han som grønlænder har haft svært ved at udtrykke sig på dansk. I hvert fald er ligene af N.P. Høeg Hagen og Mylius-Erichsen aldrig blevet fundet trods intens eftersøgning.
Myten lever
Alt dette har gjort "Danmarksekspeditionen" til lidt af en myte i Grønlands historie - en myte, som stadig lever, fordi to af ekspeditionens deltagere måske stadig ligger derude et eller andet sted…..
Veje i flere danske byer er efterfølgende blev opkaldt Høeg Hagens Vej efter den savnede polarforsker. |