| Ny attraktiv leverandør til Høeg Hagen & Co.
Nyt samarbejde med Sveriges største Træindustri
giver yderligere muligheder for at opfylde
kundernes behov.
– Med ikke færre end 13 savværker og
en årlig produktion på hele 2,3 mio. m³
savede trævarer er Setra en ny og meget
attraktiv leverandør og samarbejdspartner,
når vi skal finde eksakte lagerspecifikationer.
Sådan karakteriserer salgschef Lars
Thorlund det nye samarbejde, Høeg
Hagen & Co. har indledt med Sveriges
største træindustri. Det startede i mindre
omfang i 2007 med enkelte lagerleverancer
til distributionscentret i Vejen.
I indeværende år er samarbejdet blevet
udviklet, og Setra leverer i stigende
omfang trykimprægnerede terrassebrædder,
reglar, T1-lægter og savede gran og
fyrvarer til Høeg Hagen & Co.
Visioner
Den svenske virksomhed ser det som sin
vision at være en prioriteret partner for
de mest krævende kunder, og den ønsker
at være kendt som en drivende kraft i
bestræbelserne på at påvirke en udvikling,
der fører til anvendelse af mere træ
og en bæredygtig samfundsudvikling.
Stor volumen har betydning
– Setras store udbud af varer inden for
specielt fyr har stor betydning for os
i vores konstante bestræbelser på at
opfylde vores kunders behov. Vi har fået
en partner, der er på forkant med udviklingen,
når det gælder nyheder, certificeringer,
adfærd m.v., siger Lars Thorlund
videre om det nye leverandørsamarbejde. |